Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Ifølge Bloomberg og BBC News har Rusland misset en afgørende betaling i dollar og er nu gået statsbankerot.

Hammeren er for alvor faldet over Rusland, der søndag har misset en rentebetaling til udenlandske investorer på 100 millioner dollar.

Det skriver det amerikanske finansmedie Bloomberg og britiske BBC News, som begge dømmer Rusland statsbankerot.

Rusland missede 27. maj en rentebetaling, som landet skulle have betalt i dollar. Da der efterfølgende er gået 30 dage, uden at kreditorerne har set noget til deres penge, er landet statsbankerot, skriver BBC News.

Normalt er det op til de store kreditvurderingsvirksomheder at erklære et land for statsbankerot. Det betyder, at landets statskasser er tomme, og at det ikke kan betale af på sin gæld.

Men de tre største kreditvurderingsvirksomheder - S&P, Moody's og Fitch - har fået forbud fra EU mod at kreditvurdere Rusland og kan derfor ikke erklære landet statsbankerot.

Der er ingen formelle konsekvenser, ved at et land går statsbankerot. Men det kan give Rusland ringere vilkår, når det i fremtiden vil låne penge.

Statsbankerotten er ifølge Bloomberg Ruslands første siden 1918.

Ifølge BBC News var landet også bankerot i 1998, da præsident Boris Jeltsins embedsperiode kom til en kaotisk afslutning.

Ruslands finansminister, Anton Siluanov, kaldte torsdag situationen en "farce", skriver Bloomberg.

Rusland har sagt at betalingen på de 100 millioner dollar er sendt til banken Euroclear, som skal distribuere pengene videre til landets kreditorer. Ifølge Bloomberg sidder pengene dog fast der.

Rusland har desuden før udtalt, at landet ikke må forventes at kunne betale af på sin gæld på grund af de økonomiske sanktioner, som Vesten har indført mod landet.

Rusland kalder det en "force majeure". En force majeure er en situation, som en part ikke har kontrol over. Det kan for eksempel være en krig eller en naturkatastrofe.

Hassan Malik, som er senioranalytiker ved den amerikanske investeringsfond Loomis Sayles, sår dog tvivl om, hvorvidt Rusland med rette kan påstå dette.

- I sagens helhed var sanktionerne i sig selv et svar på en handling foretaget af en selvstændig part, siger han med henvisning til Ruslands invasion af Ukraine.

Store dele af Ruslands beholdning af dollar og euro ligger opbevaret i udlandet. Her har værtslandene i mange tilfælde valgt at indefryse midlerne, hvilket gør det svært for den russiske regering at bruge midlerne på at betale af på gælden.

/ritzau/

Andre læser også