Det danske medicinalselskab Novo Nordisk har tirsdag skåret en tredjedel af prisen på sit vægttabsmiddel Wegovy i Indien.
Det viser et dokument, som nyhedsbureauet Reuters har set.
Det sker, få dage efterat konkurrenten Eli Lillys middel Mounjaro blev det mest sælgende vægtstabspræparat i landet.
Selskaberne kæmper i øjeblikket en indædt kamp for at dominere markedet for vægttabsmidler i Indien, som ifølge Reuters anses for at være et nøglemarked.
Analytikere har estimeret, at det globalt kan være 150 milliarder dollar værd årligt ved udgangen af dette årti. Det svarer til næsten 1000 milliarder kroner.
Novo Nordisk har ikke bekræftet oplysningerne.
Priser på diabetes- og vægttabsmidler har været et gennemgående tema for det danske selskab de seneste dage.
I sidste uge indgik Novo en aftale med den amerikanske administration om lavere priser på sine midler. Også Eli Lilly var medunderskriver på den aftale.
Den blev præsenteret af den amerikanske præsident, Donald Trump, på et pressemøde i Det Hvide Hus torsdag. Bag ham stod de to selskabers topchefer.
Aftalen har ifølge parterne til formål at øge adgangen til behandling med selskabernes præparater for personer over 65 år og for personer med en lav indkomst.
Donald Trump har flere gange siden sin genindsættelse tordnet mod for høje priser på vægttabsmedicin. Novo Nordisk er blevet nævnt med navn i den forbindelse.
Snart bliver priserne blandt andet sænket for de personer, der er dækket af de amerikanske sygesikringer Medicare og Medicaid. Omkring halvdelen af amerikanerne er dækket af en af de to.
Novo forventer, at den amerikanske aftale vil hugge en lav encifret procentdel af salgsvæksten næste år, hvor de lavere priser forventeligt træder i kraft.
/ritzau/
