Den danske ejendomsspekulant Kenneth Schwartz Thomsen, der var med til at knuse Roskilde bank under finanskrisen, er igen involveret i ejendomshandler.

Det skriver Børsen.

44-årige Kenneth Schwartz Thomsen gik konkurs i efteråret 2008 under finanskrisen. Hans tab var så stort, at det endte med at tage livet af Roskilde Bank.

Men nu er han tilbage. Ifølge Børsen overtog han i november sidste år ejerskabet i 11 virksomheder, der opkøber billige ejendomme i provinsen på tvangsauktion for at sælge dem videre kort efter med fortjeneste og pantsætte dem med højtforrentede pantebreve.

Samme fidus lavede spekulanten i '00erne, hvor han investerede i ejendomme til stigende priser og belånte dem med pantebreve. Da finanskrisen ramte, førte det dog til store tab for bankerne og medførte, at han selv gik konkurs.

I 35 tilfælde fra 2016 til i dag har selskaberne købt ejendomme i mindre provinsbyer på tvangsauktion. I ni tilfælde er ejendommene solgt videre til en meget højere pris relativt kort tid efter, skriver Børsen.

Lektor emeritus i boligøkonomi, Jens Lunde fra CBS, siger, at det 'lugter' af samme fidus som under krisen.

»Kenneth Schwartz Thomsen var op til finanskrisen en af de mest aktive ejendomsspekulanter herhjemme. Og hans nye forretninger 'lugter af noget, vi har set før',« siger han til Børsen.

Mediet har talt med ejendomsinvestor Erik Friedlænder, der ejer nogle af de selskaber, som ejendommene er blevet solgt til.

Til Børsen siger han, 'at selskaberne, som køber ejendommene på tvangsauktion, står for istandsættelse, så de er indflytningsklare, når de bliver solgt videre til hans selskaber. Derfor den højere pris.'

Ifølge Børsen har flere af naboerne til de solgte ejendomme dog sagt, at de ikke bliver sat i stand.

Inden finanskrisen

Inden konkursen i 2008 levede Kenneth Schwartz Thomsen et rigmandsliv med sin russisk-fødte kone, Ekaterina, i luksusvillaen på Vedbæk Strandvej 488. Kun nogle hundrede meter væk på Skodsborg Strandvej boede en anden af finanskrisens store bagmænd, Stones Invest-ejeren Steen Gude.

I 2016 blev han idømt to års betinget fængsel og fik en bøde på 6,6 mio. kr. for at have indkøbt en Porsche 911, en Lamborghini Gallardo Spyder, en Lamborghini Gallardo Coupé, en Bentley Continental og en Bentley Continental Flying Spur, der var blevet brugt til kørsel i Danmark, selvom de var indkøbt uden afgifter om end med danske nummerplader på den betingelse, at de skulle bruges til kørsel i Tyskland.