Blot tre år efter, at René Rechtman startede Moonbug Entertainment, kan han sandsynligvis snart sælge det for et milliardbeløb.

I hvert fald skriver Wall Street Journal, at den danske iværksætter er ved at sælge sin forretning for omkring 19 milliarder kroner.

Avisen har talt med kilder tæt på salgsprocessen, skriver Finans.dk.

Det hele handler om tv til børn, og det er tilsyneladende en god forretning.

Rechtmans virksomhed har opkøbt en række mindre selskaber, der alle laver tv til børn. Mest kendt er Cocomelon-serien, som bare i september måned havde halvanden milliard afspilninger på YouTube.

Finans.dk skriver, at flere købere er interesserede, men at det også kan være en mulighed, at René Rechtman og hans medstifter, John Robson, lader virksomheden gå på børsen.

Det vil i givet fald øge den samlede værdi af selskabet.

Moonbugs overskud ventes at ligge på omkring 640 millioner kroner i år.