Amazon-stifteren Jeff Bezos er i de tidlige stadier af forhandlinger om at skaffe 100 milliarder dollar til en ny fond, der skal opkøbe produktionsvirksomheder og bruge kunstig intelligens til at sætte skub i automatiseringen af dem.

Det oplyser unavngivne personer med kendskab til sagen til The Wall Street Journal.

Brugen af kunstig intelligens skal bruge AI til at accelerere virksomhedernes vækst og produktivitet.

Bezos mødes i disse dage med nogle af verdens største kapitalforvaltere for at få finansiering til projektet.

Han har blandt andet været i Mellemøsten og Singapore for at drøfte fonden med statslige investeringsfonde, lyder det fra kilderne.

Fonden beskrives i investordokumenter som "et bindeled til at transformere produktionsindustrien". Den skal opkøbe virksomheder inden for store industrisektorer som chipproduktion, forsvar og luftfart.

Men 100 milliarder dollar - 645 milliarder kroner - vil fonden blive blandt de største i verden og være på niveau med japanske SoftBanks teknologifokuserede Vision Fund, skriver The Wall Street Journal.

Bezos blev sidste år meddirektør for Project Prometheus. Virksomheden er et startup, der kan bygge AI-modeller, som kan forstå og simulere den virkelige verden.

Det er hans første formelle lederrolle i et teknologiselskab, siden han trådte tilbage som topchef for Amazon i juli 2021. Han er fortsat bestyrelsesformand for Amazon.

Project Prometheus arbejder samtidig med at skaffe op mod seks milliarder dollar i finansiering, lyder det fra kilderne til The Wall Street Journal.

Selskabet har for nylig udpeget David Limp, der er direktør for rumfartsselskabet Blue Origin, til sin bestyrelse. Bezos grundlagde Blue Origin i 2000 og har selv skudt milliarder af dollar i selskabet årligt.

Bezos er den seneste blandt en ældre generation af Silicon Valley-ledere, der kaster sig ind i AI-kapløbet.

Tidligere topchef for Uber Travis Kalanick har præsenteret Atoms, der er en udvidelse af et startup med en vision om at transformere fremstillingsindustrien med AI.

Verdens rigeste mand, Elon Musk, har desuden forsøgt at transformere Tesla, skriver The Wall Street Journal.

/ritzau/