Medicinalaktie skyder i vejret efter nyt om kræftvaccine
Onsdag har det amerikanske selskab Moderna offentliggjort positive resultater med vaccine mod modermærkekræft.

Onsdag har det amerikanske selskab Moderna offentliggjort positive resultater med vaccine mod modermærkekræft.

Biotekselskabet Moderna flyver i vejret på det amerikanske aktiemarked. En time efter børsåbningen i USA er selskabets aktie steget med 155 procent.
Det sker, efter at selskabet i samarbejde med selskabet Merck onsdag har offentliggjort positive resultater fra et studie med en vaccine mod modermærkekræft.
Konkret har selskaberne udviklet en personlig kræftvaccine – også kaldet mRNA-baseret vaccine – som i kombination med Mercks immunterapimedicin Keytruda kan mindske risikoen for tilbagefald og spredning af modermærkekræft.
- Disse fase 3-resultater repræsenterer et afgørende øjeblik for kræftforskningen, udtaler Stéphane Bancel, administrerende direktør hos Moderna, i en pressemeddelelse onsdag.
Forsøgsresultaterne kommer på baggrund af forsøg med mere end 1100 deltagere, lyder det i meddelelsen.
Moderna og Merck er med de positive forsøgsresultater kommet et skridt tættere på at indsende en ansøgning til den amerikanske lægemiddelstyrelse om godkendelse af vaccinen.
I et interview med Bloomberg fortæller Stéphane Bancel, at vaccinen kan ramme markedet allerede i 2027, skriver MarketWire.
Merck stiger knap 8 procent ved aktieåbningen i USA.
Ifølge professor Georgina Long, der er medicinsk direktør hos Moderna, markerer onsdagens forsøgsresultater et "skelsættende øjeblik" for den forebyggende behandling af modermærkekræft.
Hun udtaler i meddelelsen, at vaccinen i kombination med Mercks immunterapimedicin Keytruda kan hjælpe patienter med at forblive kræftfrie i længere tid.
RITZAU