Jyllands-Postens redaktionelle medarbejdere har nedlagt arbejdet. Beslutningen kommer ovenpå et møde torsdag.

De redaktionelle medarbejdere på Jyllands-Posten har torsdag nedlagt arbejdet.

Det bekræfter ansvarshavende chefredaktør, Jacob Nybroe, til Ritzau.

Arbejdsnedlæggelsen kommer efter, at Jyllands-Posten i sidste uge varslede besparelser, der ville medføre opsigelse af 15 medarbejder på tværs af afdelingerne.

Beslutningen om at nedlægge arbejdet kommer efter et medarbejdermøde torsdag.

Arbejdsnedlæggelsen ærgrer ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, Jacob Nybroe.

- Jeg synes til enhver tid arbejdsnedlæggelser, også som denne her, der er overenskomststridig, er superærgerlige.

- Da de ting, man protesterer over her, er en økonomisk nødvendighed, så er jeg selvfølgelig ærgerlig. Skaden bliver jo ikke mindre af, at man nedlægger arbejdet, siger Jacob Nybroe.

Efter besparelserne blev meldt ud onsdag i sidste uge, skulle der følge 14 dages forhandling mellem ledelsen og medarbejderne.

Jacob Nybroe oplyser, at der har fundet forhandlinger sted siden sidste uge.

- Vi havde også indkaldt til en forhandling torsdag klokken 12, men der kom altså en arbejdsnedlæggelse i vejen, siger Nybroe.

Tillidsrepræsentanten på Jyllands-Posten, Michael Stenvei, udtalte sig til Mediawatch i sidste uge i forbindelse med, at besparelserne blev præsenteret.

- Vi har et klart håb og forventning om, at vi ender et andet sted, end ledelsens udmelding har lagt op til.

- Det skal vi kunne lykkes med, med mindre vi for første gang nogensinde bliver mødt af en urokkelig ledelse, sagde han i den forbindelse.

Jyllands-Postens papiravis udkommer fortsat fredag.

- Jyllands-Posten.dk fortsætter ufortrødent, og papiravisen udkommer fredag i en lidt slankere udgave med færre tillæg, men med alle stofområder repræsenteret, siger Jacob Nybroe.

Den ansvarshavende chefredaktør forventer, at de redaktionelle medarbejder genoptager arbejdet fredag.

/ritzau/