Det var mere end bare en formalitet, da medarbejderne i Spies for første gang mødte deres nye ejer i København.

Den flamboyante og solbrune milliardær Petter Stordalen kaster altid om sig med store ord, men torsdag eftermiddag var han ikke alene om have følelserne uden på tøjet. Mens han talte til medarbejderne, var det tydeligt, at han rørte noget i flere af dem, som sad med hænderne knuget til små Spies-flag og lyttede.

Alle klappede og grinte, men da det var tid til spørgsmål rejste en kvinde sig op for at lettere nervøst sige noget personligt til Petter Stordalen.

»Af hjertet tak for at se vores kultur, som den er, og for at se muligheden i os,« sagde hun.

Medarbejderne sad med Spies-flag i hænderne og lyttede til Stordalens tale, som blev leveret med store armbevægelser og høj energi.
Medarbejderne sad med Spies-flag i hænderne og lyttede til Stordalens tale, som blev leveret med store armbevægelser og høj energi.

Omkring hende nikker nogle og en enkelt kollega sidder med øjnene fulde af tårer.

På en måned har de gennemlevet chokket over en konkurs, kæmpet med tusindvis af strandende feriegæster og afventet svaret på, hvem deres nye ejer kan blive.

Det var derfor, at Tina Fersner valgte at rejse sig op med hånden på hjertet og sige tak til Petter Stordalen.

»Jeg havde brug for at fortælle ham, at de ting, som han siger, betyder enormt meget,« fortæller hun.

Det var glade og lettede medarbejdere, der klappede den nye ejer Petter Stordalen ind i Spies-gruppen i København. Til venstre Tina Fersner og til højre Helle Kjær.
Det var glade og lettede medarbejdere, der klappede den nye ejer Petter Stordalen ind i Spies-gruppen i København. Til venstre Tina Fersner og til højre Helle Kjær.

Ordene gik også lige i maven på hendes kollega Helle Kjær, som ikke kunne skjule sin tårer.

»Jeg har mærket, hvor meget folk kæmper hver dag. Konkursen har været en hård periode for os. I dag er vi enormt lettede over situationen,« siger hun.

Meget tyder på, at medarbejderne i Spies føler, at den norske milliardær er det helt rigtige match til at løfte arven efter den mindst ligeså frejdige Simon Spies.

Tina og Helle nævner begge, at Petter Stordalen har de rigtige værdier og det rette gåpåmod. Han forstår, at det er en arbejdsplads med hjerte.

Konkursen kom som et chok for os alle

Manden selv smiler og fortæller, at han får gåsehud, når han hører, at hans ord har rørt nogle af Spies-medarbejderne til tårer.

»På handelsskolerne bør man lære, at det ikke alt sammen handler om afkast og kapital. Et selskab bygges af medarbejderne,« siger han.

I sin tale gjorde Petter Stordalen det også tydeligt, at han ville investere og udvikle Spies. Ikke bare hive penge ud.

Han har købt 40 procent af Spies-gruppen for seks milliarder og gjorde det fra starten tydeligt, at han ikke ville splitte selskabet op og svigte medarbejderne.

Det var med Tina Turners 'Simply the best' på højtalerne, at Petter Stordalen kom løbende ind i til medarbejderne iført en Spies-hættetrøje.
Det var med Tina Turners 'Simply the best' på højtalerne, at Petter Stordalen kom løbende ind i til medarbejderne iført en Spies-hættetrøje.

Handlen har også betydet, at de godt og vel 2.300 medarbejdere i Skandinavien har kunne ånde lettet op. De er reddet. Alt det vidste de dog ikke i september.

»Vi var ikke klar over, at det stod så galt til. Konkursen kom som et chok for os alle,« siger Helle Kjær.

Mandag den 23. september forsvandt gulvet mildest talt under hele selskabet, som samtidig stod med tusindevis af strandede danskere rundt om i verden.

»Det var 24 timer, hvor ingen af os vidste, hvad der skulle ske. Det var et mirakel, at vi fik flyene på vingerne og det hele op og køre igen,« fortæller Tina Fersner.

Forløsningen på næsten en måneds uvished kom i onsdags.

En jublende norsk milliardær annoncerede, at han havde købt en af 'nordens kronjuveler'. Spies og de nordiske søsterselskaber.

Han hævede armene i trium og råbte sig næsten hæs af begejstring. For medarbejderne i Spies-gruppen er glæden gengældt.

»Det er stort at være en del af det her,« siger Tina Fersner.