Fra tirsdag vil det være muligt for både norske og svenske kunder at handle i Matas' netbutik.

Det skriver butikskæden i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Udvidelsen i Norden har været et naturligt skridt i processen, da de nordlige naboer i høj grad allerede har et kendskab til Matas. Det siger topchef Gregers Wedell-Wedellsborg i meddelelsen.

- Vores naboer har i årtier handlet i Matas-butikkerne, når de har været på besøg i Danmark, og mere end hver femte svensker og nordmand kender allerede Matas-navnet, mange af vores mærker og vores værdier.

- Nu kan de alle tage en tur i Matas hjemmefra, for vi leverer til hele Norge og Sverige fra i dag (tirsdag, red.), lyder det.

Matas har ingen fysiske butikker i de to lande, og det er heller ikke planen at åbne nogen i fremtiden.

- For os er det en mærkedag, at Matas nu har en skandinavisk tilstedeværelse. Over de seneste fem år er Matas blevet en stærk digital virksomhed, og det kan vi bruge til at krydse grænser med vores koncept, siger topchefen.

Matas' ønsker i det hele taget at blive stærkere på onlinesalget, og de seneste fem år er kæden vokset til at blive den næstmest benyttede webshop i Danmark, lyder det.

Det digitale salg udgjorde i seneste kvartal knap en tredjedel af Matas’ samlede forretning.

Kædens webshop har godt en million unikke besøgende i Danmark hver uge.

De seneste år er kæden blandt andet begyndt at tilbyde disse kunder online chat- og videorådgivning, når de shopper på nettet.

Matas blev grundlagt i 1949 og omsætter for cirka 4,3 milliarder kroner årligt.

Kæden består også af 261 fysiske butikker fordelt over hele Danmark. Man samarbejder desuden med 200 forhandlere i Tyskland.

/ritzau/