Matas vurderer, at coronakrisen har belastet materialistselskabet med 50 millioner kroner i tabt salg og 20 millioner kroner i tabt indtjening i seneste regnskabsår, der sluttede ved udgangen af marts.

Det fremgår af virksomhedens årsrapport.

'Det er ledelsens vurdering, at følgevirkningerne af coronapandemien påvirkede årets resultat negativt med 50 millioner kroner i tabt omsætning og cirka 20 millioner kroner i tabt indtjening i de sidste tre uger af marts 2020,' står der i Matas' årsregnskab.

I modsætning til mange andre har de fleste af Matas' butikker holdt åben under nedlukningen. Det skyldes blandt andet, at Matas sælger håndkøbsmedicin.

De fleste Matas-kunder har dog købt deres varer på internettet under krisen.

Således kunne Matas notere en stigning på 85 procent i onlinesalget i fjerde kvartal.

Da Matas opererer med skævt regnskabsår, dækker fjerde kvartal over månederne januar, februar og marts.

I takt med at Danmark har indledt en gradvis genåbning af samfundet, er kunderne også begyndt at vende tilbage i de fysiske butikker.

'Corona-nedlukningen påførte Matas et umiddelbart og mærkbart tab, men samtidig stod vores samfundsrolle krystalklar. Danskerne har haft behov for Matas på en anden måde end normalt under krisen,' udtaler administrerende direktør i Matas A/S Gregers Wedell-Wedellsborg i en kommentar til regnskabet.

Alt i alt havde Matas i seneste regnskabsår en omsætning på 3,69 milliarder kroner. Det er en stigning på 4,2 procent i forhold til det foregående år.

Den underliggende vækst – altså salget fra de butikker, der blev drevet af koncernen i såvel begge de to seneste regnskabsår – udgjorde 0,7 procent.

/ritzau/