Andet kvartal er ikke gået, som man havde håbet på i Matas.

Det skriver butikskæden i sit regnskab for det forskudte år 2026/2027, der er landet torsdag morgen.

Det skyldes blandt andet den svenske skønhedskæde Kicks, som Matas opkøbte for tre år siden.

Særligt i Sverige møder Kicks modvind, og antallet af transaktioner gik tilbage med næsten 4 procent.

Matas' administrerende direktør, Mette Uglebjerg, siger i regnskabet, at man ikke er tilfreds med resultaterne.

- Vi gennemfører grundlæggende ændringer for at opbygge en stærkere, mere kundefokuseret og integreret Matas-koncern. Denne omstilling vil tage tid, og vi har et klart overblik over de huller, vi skal lukke, siger hun og tilføjer:

- Vi ved, hvor vi skal forbedre os, og vi tager beslutsomme skridt for at styrke gennemførelsen på tværs af vores markeder.

I perioden omsatte Matas for næsten to milliarder kroner. Det er en lille forbedring sammenlignet med sidste år.

Med til at drive væksten var særligt omsætningen online, der steg med 4,2 procent, mens salget i butikker gik tilbage med 0,6 procent.

På bundlinjen endte skønhedskæden dog med et resultat på fire millioner kroner, hvilket er en tilbagegang på 20 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år.

Samtidig faldt antallet af transaktioner til 8,4 millioner fra 8,8 millioner.

- Resultatet i andet kvartal blev påvirket af konkurrencepres og færre kampagner som følge af forsinkelser i it-implementeringen, siger Mette Uglebjerg om regnskabet.

Matas oplyser i regnskabet, at man fastholder forventningerne til året som helhed om en omsætningsvækst på mellem 2 og 6 procent.

Den nuværende udvikling peger dog på en vækst i den lave ende af intervallet, lyder det.

Matas blev grundlagt i 1949 og har omkring 500 butikker i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

RITZAU