En milliardhandel mellem to mastodonter finder lige nu sted i Odense, hvor kantinevirksomheden Fazer Food Services har hovedkontor.

Fazer Food Services, som har over 1000 medarbejdere i Danmark, opkøbes nemlig af det britiske Compass Group PLC.

Fazer Food Services leverer mad til 150 virksomheder i Danmark. Dog er selve firmaet finsk og har i Finland, Sverige, Norge og Estland yderligere 6.000 medarbejdere, skriver fyens.dk.

Handlen skal nu godkendes af EU-kommissionen. Hvis den bliver det, vil Fazer Food Services blive indlemmet i en virksomhed, der er til stede i 45 lande og har omkring 600.000 ansatte.

Størrelsen på de to virksomheder kan også ses i prisen på handlen.

Compass Gruop PLC skal nemlig give 475 millioner euro for den finske virksomhed. Det svarer til omkring 3,5 milliarder kroner.

Det tårnhøje beløb skyldes blandt andet, at det går rigtig godt for Fazer Food Services. De har de seneste år haft flotte regnskaber med stort overskud.

Dog mener ejeren alligevel, at nu er et godt tidspunkt at sælge på.

»Vi ser interessante vækstmuligheder i alle Fazer Groups forretningsområder, der hver især har specifikke krav til investeringer. Derfor har vi besluttet os for at strømline forretningsporteføljen, så vi kan have fokus på at gribe disse muligheder,« siger ejeren Christoph Vitzthum til fyens.dk.