Jesper Brandgaard, der har haft flere direktørstillinger i Novo Nordisk, stopper i april næste år.

København. Den mangeårige Novo Nordisk-direktør Jesper Brandgaard forlader selskabet i april næste år. Det oplyser medicinalselskabet i en meddelelse.

Han har været ansat i Novo Nordisk siden 1999 og har haft flere direktørposter.

I øjeblikket er han i spidsen for de juridiske anliggender og forretningsområdet biofarma, der blandt andet fremstiller medicin til bløderpatienter.

Gennem næsten 18 år var han økonomidirektør for Novo Nordisk, men han skiftede i februar til sin nuværende stilling. Det var ikke efter eget ønske, har han fortalt i et interview med Børsen.

Jesper Brandgaard har sidste dag i Novo Nordisk 3. april næste år og vil indtil da fortsætte i sin nuværende rolle. Han vil fremover beskæftige sig med bestyrelsesarbejde.

- Det har været et privilegium for mig at være en del af Novo Nordisks rejse gennem mine 20 år i virksomheden.

- Med stærke afløsere på plads inden for finans, juridiske anliggender og biofarma er april 2019 et godt tidspunkt for mig til at forlade virksomheden og i stedet forfølge en karriere i bestyrelsesregi, siger Jesper Brandgaard i en pressemeddelelse.

I dag er Jesper Brandgaard blandt andet formand for bestyrelsen i softwarevirksomheden SimCorp.

Desuden er han medlem af bestyrelsen i Chr. Hansen, der fremstiller ingredienser til blandt andet mejeriprodukter.

Novo Nordisk har som afløser ansat franskmanden Ludovic Helfgott. Han kommer fra medicinalgiganten AstraZeneca, hvor han har arbejdet siden 2005.

Han har senest været ansvarlig for AstraZenecas forretning inden for hjerte-karsygdomme, stoftskifte- og nyresygdomme.

Han vil passe sit job i Novo Nordisk med base i Schweiz.

/ritzau/