Det familieejede og nordjyske busselskab Brdr. Davidsens Rute- og Turistservice har eksisteret siden 1939.

Men nu er det slut.

Efter årtier med taxi-, lastbil- og buskørsel i Nordjylland, er selskabet nu under konkursbehandling, og man må derfor dreje nøglen om.

Tilbage i 1939 var Brdr. Davidsens Rute- og Turistservice primært en vognmandsforretning med lastbiler, men som årene gik begyndte man også at bevæge sig ind i taxa- og busbranchen.

Forud for konkursen blev skolebusser, partybusser, rutekørsel og liftkørsel også en del af, hvad selskabet kunne tilbyde.

»Det er altid trist og endnu mere, når det er denne type familieejet virksomhed. Selskabet var ikke sluppet fri af coronakrisen og har også været ramt af stigende dieselpriser,« siger advokat Jens Højmark, der er indsat som kurator i forbindelse med konkursen af Brdr. Davidsens Rute & Turistservice, til Finans, og han fortsætter:

»Det har omkring 50 busser, og derfor har de stigende brændstofpriser også kostet. Vi gør, hvad vi kan, for at redde det, vi kan, men det er ret komplekst, fordi der er mange kontrakter osv.«

Det er Brdr. Davidsens Rute- og Turistservice selv, der har indgivet konkursbegæringen.

Jens Højmark kan ikke sige præcis, hvor mange penge selskabets gæld lyder på, men han fortæller, at det drejer sig om »nogle millioner«.