For 20 år siden signede Niclas Anker Aqua - bandet, der skulle vise sig at blive Danmarks største musikalske succes. 10 år efter åbnede han en restaurant midt i et industriområde på Refshaleøen i København. Nu 10 år senere, har han endnu engang valgt en helt ny karrierevej.

Det skriver Finans.

Iværksætteren har nemlig stiftet det andelsbaserede rengøringsselskab Omaido. Formålet med selskabet er at organisere rengøringsfolk over hele verden via en app, som gør det muligt at bygge sin egen forretning op og styre alt fra telefonen.

Ideen er, at rengøringsfolk indledningsvist arbejder for Omaido. Når de gennem appens feedbacksystem har bevist, at de kan gøre ordentligt rent, stiger de i graderne og får mulighed for at opbygge deres egen forretning med egne medarbejdere under Omaidos paraply.

Arbejdet med Omaido begyndte for et års tiden siden, og ideen til appen opstod som resultatet af et analytisk og systematisk feltstudie.

»Det er sjovt at tage en støvet og kedelig branche og gøre den dynamisk og funky. Det er også dét, jeg får mest tæv for. Jeg er blevet smidt ud af rengøringsbutikker, som anbefaler mig at komme tilbage, når jeg har været 20 år i branchen, men folk skal da lave det, de har lyst til, så længe de har hjertet med,« siger Niclas Anker til Finans.

Men selvom der er stor forskel på at skabe et popband, en restaurant og en rengøringsplatform, er Nicklas Anker drevet af at mærke kundernes glæde og tilfredsstillelse - ligegyldigt hvilket 'produkt', han sælger.

Niclas Anker var talent- og udviklingschef hos Universal Music, da han i midten af 1990'erne skrev den førstepladekontrakt med det farverige band Aqua. Den 45-årige iværksætter fungerede som bandets kampagneleder, indtil de valgte at stoppe tilbage i 2001.

Rengøringsplatformen Omaido består, foruden stifteren Niclas Ankersen, af tre medarbejdere på kontoret i København, et par udviklingsfolk i Bosnien og Pakistan samt en flok rengøringsagenter.

Omaidos platform mangler stadigt at blive testet grundigt, inden appen kan slippes fri på markedet - derfor kommer den til at være i beta-mode i hvert fald indtil december.