For kun fjerde gang på over 100 år, fik A.P. Møller-Mærsk sidste år ny formand. I dag vil den nye formand fremlægge sine længe ventede planer for, hvordan den gamle virksomhed skal revolutioneres og vende underskud til overskud.

Mere digitalisering, flere frasalg og en større transformation. Det har været planen, siden den kendte erhvervsmand, vestjyden Jim Hagemann Snabe, for lidt over et år siden overtog formandsposten i A.P.Møller-Mærsk efter Michael Pram Rasmussen.

Derfor er det med spænding, at erhvervsverdenen tirsdag følger med i A.P.Møller-Mærsks generalforsamling, hvor det forventes, at Snabe løfter lidt mere af sløret for sine planer og for, hvor langt virksomheden er kommet i den revolutionerende proces. Ikke mindst set i lyset af de seneste års kæmpe store underskud.

Det fortæller Jens Christian Hansen, der er erhvervskommentator hos Berlingske Business.

»Det er spændende at høre, hvad det er for nogle signaler. Hvor langt de er kommet, og hvad det er for et Mærsk, vi skal se om 3-4 år. Det bliver nok et helt andet Mærsk, end vi kender i dag«, fortæller han.

Mærsk har de seneste år kæmpet med gigantiske underskud. I 2017 tabte koncernen hele syv milliarder kroner, mens 2016 var endnu værre med et underskud på over 11 milliarder kroner. Underskuddet i 2017 skyldes blandt andet et gigantisk hackerangreb, har koncernen tidligere oplyst.

Men alt det skal Snabe hjælpe med at få styr på. Han er kendt som en sværvægter i europæisk erhvervsliv, hvor han blandt andet har en fortid som administrerende direktør i det tyske it-selskab SAP. Derudover er han bestyrelsesformand for Siemens. Og der er da heller ikke blevet lagt skjul på, at han blev hentet til Mærsk grundet sit gode kendskab til digitalisering.

»Han er kendt for at være en digital ’frontrunner’,« siger Jens Christian Hansen, der tilføjer, at digitaliseringen netop er en af de største udfordringer hos Mærsk.

»Mærsk er meget, meget hårdt presset, de er kommet meget sent i gang med denne transformation«, forklarer han.

Transformationen som Jim Hagemann Snabe skal stå for skal blandt andet give kunderne nemmere mulighed for selvbetjening på nettet. Transformationen tæller dog også frasalget af yderligere virksomheder, da Mærsk fremover kun skal satse på deres skibe og havne.

Selv om det næppe vil være de store afsløringer, som Snabe vil komme med på generaforsamlingen tirsdag, så vil det for mange nok være meget spændende at høre, hvad han har at fortælle:

»Mange investorer og aktionærer, der har været med i årtier, vil se, hvad han kan, og hvad han vil. Pram Rasmussen stod for det mere konservative, mens Snabe står for det nye – det digitaliserede, det, som Mærsk skal leve af de næste 20-30 år,« forklarer Jens Christian Hansen, der også tilføjer, at det selvfølgelig giver det en ekstra dimension af den nye formand kun er den fjerde af slagsen i A.P. Møller- Mærsks 114-årige historie.

Generalforsamlingen hos A.P. Møller-Mærsk begynder tirsdag klokken 10.30.