Kreditorerne i britiske Debenhams sætter selskabet under administration og til salg i håb om at få penge hjem.

Magasin du Nords britiske ejere, Debenhams, har opgivet kampen for at finde nye midler og overgiver kontrollen over selskabet til kreditorerne.

Det betyder samtidig ifølge Sky News, at aktionærernes ejerandel forsvinder op i den blå luft.

En af dem var milliardæren Mike Ashleys Sports Direct. Fodboldfans vil genkende Ashley for sin tid som ejer af Premier League-klubben Newcastle United.

Ashley forsøgte helt til det sidste at overtage Debenhams, men hans tilbud blev afvist.  I stedet bliver Debenhams ifølge erhvervsmediet Bloomberg overdraget til administration af FTI Consulting på vegne af selskabets kreditorer.

FTI Consulting vil ifølge Bloomberg forsøge at vinde de tabte penge hjem til kreditorerne ved at sælge butikskæden.

Debenhams driver selv en lang række butikker i Storbritannien. Butikkerne vil umiddelbart blive ført videre, selv om lukning af flere af dem allerede er planlagt ifølge Sky.

/ritzau/