Den trængte britiske stormagasinkæde Debenhams overvejer fortsat at sætte danske Magasin du Nord til salg.

Nu er det så kommet frem, hvad Debenhams regner med at få for kæden. Ifølge et papir, som Debenhams' økonomiske rådgivere, Lazards, har sendt til potentielle købere, forventer man at kunne få 250 millioner britiske pund - lige over 2 milliarder kroner - for Magasins seks danske stormagasiner. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Dermed vil ejerskabet af det førende danske stormagasin have været en ganske god forretning. Tilbage i 2009 gav Debenhams nemlig blot 12 millioner pund - 100 millioner kroner - for Magasin, der i sit seneste regnskab udviste et overskud på 172 millioner kroner ud af en omsætning på 2,82 milliarder kroner.

Situationen for Debenhams er anderledes alvorlig. Aktiekursen er faldet med 70 procent, og i juni lød det, at man venter et overskud i størrelsesordenen 292-335 millioner kroner for hele 2018. For blot fem år siden havde Debenhams et overskud på mere end 1,2 milliarder kroner.