Hvorfor må Silvan og Bauhaus holde åbent, når Magasin ikke må?

Det spørgsmål har stormagasinets økonomidirektør, Peter Fabricius, den seneste tid flere gange forsøgt at få svar på.

Desværre for ham og Magasins syv forretninger endnu uden held.

»Jeg har svært ved at forstå, at der ikke må være 1.500 mennesker i Magasin på vores kæmpe areal, når der må være 100 mennesker i en lille Netto. Kunderne kommer jo ikke til at stå tættere i Magasin. Tværtimod. Vi har store og brede gange,« siger Peter Fabricius til Berlingske.

Magasins økonomidirektør Peter Fabricius ser frem til, at Magasin snart kan slå dørene op for kunderne igen. (Arkivfoto)
Magasins økonomidirektør Peter Fabricius ser frem til, at Magasin snart kan slå dørene op for kunderne igen. (Arkivfoto) Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Kæden har indtil videre mistet flere hundrede millioner kroner i tabt omsætning under coronakrisen.

Magasins butikker blev - sammen med blandt andet storcentre - lukket, da statsminister Mette Frederiksen 11. marts lukkede store dele af Danmark ned i et forsøg på at kontrollere smitten med coronavirus.

Det undrer dog økonomidirektøren, hvorfor store tøjbutikker, hypermarkets og byggemarkeder stadig må holde åbent.

Peter Fabricius fremhæver, at han har svært ved at se, at smittefaren skulle være større hos Magasin.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han peger også på, at kædens butikker har et avanceret system, der gør, at de præcis ved, hvor mange kunder, der er. Der er vagter ved indgangene, som kan regulere antallet af mennesker, og så er man klar til at lave afskærmning og restriktioner for at beskytte både kunder og ansatte mod smitte.

Magasin ligger i København på Kongens Nytorv og i Field's, i Lyngby, Rødovre, Odense, Aarhus og Aalborg.

Under coronakrisen er salget i onlinebutikken steget med 55 procent i forhold til sidste år.

Britiske medier beskrev for nylig, hvordan ejerne af Magasin du Nord, den engelske varehuskæde Debenhams, kæmper for at undgå konkurs.