Ifølge Maersk Container Industry skal driften konstant tilpasses for at være konkurrencedygtig.

København. Maersk Container Industry har besluttet sig for at lukke ned for produktionen af kølecontainere, såkaldte reefers, i San Antonio i Chile.

Beslutningen har umiddelbar effekt, og den berører 1209 medarbejdere, som nu skal finde nyt arbejde.

Det oplyser Maersk Container Industry i en pressemeddelelse torsdag aften ifølge Ritzau Finans.

- Efter en grundig analyse har vi konkluderet, at konsolideringen af aktiviteterne på en fabrik vil give styrket kapacitetsudnyttelse og en mere simpel omkostningsstruktur.

- Det vil tillade os at servicere vore kunder bedre og fokusere på innovation for derved at reagere på den voksende efterspørgsel på kølecontainerteknologi, siger Sean Fitzgerald, administrerende direktør i Maersk Cotainer Industry, i meddelelsen.

I stedet skal Mærsk alene producere kølecontainere ved selskabets oprindelige produktionssted i Quingdao i Kina.

Produktionen i Quingdao blev startet i 1998, mens man fra San Antonio siden 2015 har leveret containere af typen "star cool integrated". De bruges til eksport fra vestkysten af Latinamerika.

Ifølge Maersk Container Industry er der "svær" overkapacitet i markedet for kølecontainere. Derfor skal driften konstant tilpasses for at være konkurrencedygtig, lyder det.

- Fundamentale markedsfaktorer har ændret sig, og det må vi også for at vokse med markedet, siger Fitzgerald.

Med lukningen i Chile vil Maersk Container Industry have sit hovedkvarter med forskning og udvikling i Danmark og to produktionssteder i Kina for henholdsvis køle- og tørfragt.

/ritzau/