Det danske rederi Mærsk har indstillet alle aktiviteter midlertidigt på containerhavnen i byen Salalah i Oman.
Det sker efter en "sikkerhedshændelse", som menes at have involveret droneaktivitet. Der har også været meldinger om eksplosioner.
Det skriver Mærsk i en opdatering på sin hjemmeside.
I hændelsen blev en kran beskadiget, og havnen blev straks evakueret, lyder det.
Alle aktiviteter i hele havnen er blevet midlertidigt indstillet.
Mærsk skriver, at alle rederiets medarbejdere er i sikkerhed, og at ingen af Mærsks skibe eller last er blevet beskadiget.
På nuværende tidspunkt forventer det danske rederi, at driften vil være på pause i omkring 48 timer.
Hvis der skulle komme ændringer til den tidsplan, vil Mærsk kontakte sine kunder hurtigst muligt.
En talsperson fra det iranske militær har lørdag sagt, at militæret har angrebet et amerikansk skib i "betydelig afstand" til havnen i Salalah. Det skriver AFP.
De første meldinger om angrebet kom lørdag morgen dansk tid. Her lød det fra Omans regering, at en medarbejder på havnen var kommet til skade.
Mærsk driver gennem datterselskabet APM Terminals en containerhavn i Salalah.
Havnen ligger i det sydlige Oman og er dermed placeret mellem indsejlingen til Det Røde Hav og Den Persiske Golf.
Konflikten i Mellemøsten har også tidligere haft betydning for Mærsks aktiviteter.
I begyndelsen af marts meddelte rederiet, at det midlertidigt indstillede at tage imod fragtbookinger ind og ud af en række lande i Mellemøsten.
I Oman ville man dog fortsat sejle til Salalah.
Siden har Mærsk arbejdet på at udvide mulighederne for landtransport i regionen.
Mærsks topchef, Vincent Clerc, har tidligere i marts oplyst til The Wall Street Journal, at Mærsk har ti skibe, som er fanget i Den Persiske Golf.
Trafikken via det vigtige Hormuzstrædet, der leder ind til Den Persiske Golf, er blevet så godt som indstillet i kølvandet på konflikten i Mellemøsten.
Den 28. februar indledte Israel i samarbejde med USA et omfattende angreb på Iran. Angrebene er der siden blevet svaret tilbage på.
/ritzau/
