A.P. Møller Holding, der er moderselskab i A.P. Møller Gruppen, overtager den danske emballagevirksomhed Faerch Gruppen i en tocifret milliardhandel.
Det oplyser A.P. Møller Holding i en pressemeddelelse.
Faerch Gruppen er særligt i Europa kendt for at være en ledende producent af bæredygtig emballage til fødevareindustrien.
Selskabet har 1.400 medarbejdere fordelt på 12 produktionsanlæg i forskellige lande.
A.P. Møller Holding overtager Faerch Gruppen fra nogle fonde, der forvaltes af amerikanske Advent International.
Handlen værdisætter Faerch Gruppen til lidt over 14 milliarder kroner.
I forbindelse med handlen konstaterer Robert M. Uggla, administrerende direktør i A.P. Møller Holding, at meget plast og andre former for affald ender i naturen, på lossepladser og i forbrændingsanlæg – og at det sker med store miljømæssige konsekvenser.
»Vi vil gerne bidrage til den samfundskritiske udvikling af et cirkulært affaldssystem, hvor samme materiale anvendes igen og igen i en uendelig række af produktionscykler.«
»Faerch har vist, at de tilbyder en overbevisende bæredygtig løsning med fødevareemballage bestående af primært postforbruger-genanvendt materiale,« siger Robert M. Uggla.
Handlen er betinget af godkendelse fra de relevante konkurrencemyndigheder samt gennemførelsen af et nyligt opkøb, som Faerch Gruppen har foretaget.

