Maersk Drilling har mindre at lave under coronakrisen. 2020 kan byde på et underskud på over ti milliarder.

2020 har indtil videre været et hårdt år for den danske koncern Maersk Drilling, der udlejer borerigge og boreskibe til oliesektoren.

Coronakrisen har givet et fald i oliepriserne, og det betyder, at olieselskaberne, som er Maersk Drillings kunder, bruger færre penge på at lede efter ny olie.

I tredje kvartal faldt omsætningen med 23 procent til 1,92 milliarder kroner, når man sammenligner med samme periode sidste år. Det viser regnskabet fra Maersk Drilling, der er offentliggjort fredag.

Årsagen til faldet er, at Maersk Drillings rigge og skibe har været lejet ud langt færre dage end sidste år.

Regnskabet indeholder ikke tal for indtjening, men allerede nu står det klart, at 2020 bliver et sløjt år.

I august foretog Maersk Drilling en nedskrivning på knap ti milliarder kroner på grund af svage udsigter for oliebranchen i forlængelse af coronakrisen.

Det er ikke penge, som selskabet direkte skal have op af lommen, da det er værdien af Maersk Drillings borerigge og boreskibe, som er blevet nedskrevet.

Maersk Drilling har i løbet af coronakrisen foretaget flere fyringsrunder. Over to omgange i foråret blev der varslet fyringer af omkring 500 ansatte.

Maersk Drilling var tidligere en division i A.P. Møller Mærsk-koncernen. Sidste år blev selskabet udskilt af koncernen og børsnoteret på fondsbørsen i København.

/ritzau/