Der bliver altid fulgt lidt med, når der sker ændringer i A.P. Møller Holding.

Nu er der sket en ændring igen, da Mærsk-arvingen Robert Uggla – der er barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller – har fået en større ejerandel i et selskab, som Mærsk-familien ikke vil fortælle noget om endnu.

Det skriver erhvervsmediet Finans.

Robert Uggla, der er administrerende direktør i A.P. Møller Holding, og hans selskab Agata har fået en ejerandel på mellem 15 og 19,99 procent af det forholdsvis nystiftede selskab APMH Invest XI ApS.

Det vides ikke, hvad selskabsnavnet dækker over – og Mærsk-familien vil endnu ikke røbe noget om det, skriver Finans.

Resten af selskabet ejes af Mærsk-ejeren A.P. Møller Holding.

Selvom man endnu ikke vil fortælle noget om selskabet, fortæller Mika Bildsøe Lassen, der er kommunikationschef i A.P. Møller Holding, ifølge Finans gerne, hvorfor Robert Uggla for tiden får flere ejerandele af flere selskaber i koncernen:

»Vi vil gerne have, at man har 'hånden på kogepladen', og derfor tilskynder A.P. Møller Holding, der både ejer børsnoterede og privatejede virksomheder, medarbejdere til at investere sammen med A.P. Møller Holding og dermed sikre fælles langsigtede økonomiske interesser,« lyder det.