Antallet af konkurser stiger efter coronalånenes udløb.
Og et såkaldt Læsø-ikon ser sig nu også nødsaget til at kaste håndklædet i ringen.
Det drejer sig om aktieselskabet Havnebakken A/S, der har drevet Havnebakken, Carlsens Hotel, Havnebakken Bed & Breakfast og Læsøbageren under en samlet direktion, skriver Nordjyske.
»Vi lukker ned for driften i slutningen af dette efterår og har opsagt alle medarbejdere. Det er ærgerligt, men det er en nødvendighed, fordi det økonomiske tab på nuværende tidspunkt er for stort til at kunne fortsætte.«
Sådan lyder det fra Trygve Natvig, der er ejer og indehaver af aktiemajoriteten, til mediet.
Selskabet har været ramt af røde tal på bundlinjen efter år med corona og nedlukninger. Og ifølge indehaveren er tilbagebetalingen af coronalånet »uhensigtsmæssigt«.
Havnebakken A/S betaler nemlig en rente på ti procent, hvilket giver dem en fast udgift på 140.000 kroner om måneden.
Trygve Natvig fortæller dog til Nordjyske, at de undersøger muligheden for at forlænge lånetiden, men er nødt til at lukke ned for nu.
Alene i august måtte 230 virksomheder dreje nøglen. Det er knap ti procent flere end i måneden forinden, viser tal fra Danmarks Statistik.

