Der har været stor interesse, siden Erhvervsministeriet lancerede sin millionpulje til støtte af danske virksomheders patentproces.

For allerede efter to minutter måtte den lukke ned igen på grund af for mange ansøgende virksomheder. Det skriver Finans.

Nu har puljen derfor fået yderligere 3,4 millioner kroner til rådighed. Det er mere end en fordobling af det oprindelige beløb på tre millioner kroner.

»Målet for os er, at flere danske virksomheder skal have mulighed for at beskytte de ideer, de har, så de ikke bliver stjålet og så de gode ideer bliver i Danmark, hvor de kan skabe vækst og arbejdspladser,« siger erhvervsminister Simon Kollerup om den nye ordning til Finans.

Han afviser samtidig ikke, at der med tiden vil blive tilført endnu flere millioner til puljen.

I alt har 86 virksomheder ansøgt om støtte fra patentvoucheren, som puljen kaldes, og det er mere end en fordobling af, hvad man havde regnet med.

Patentvoucheren er målrettet små og mellemstore virksomheder, der ikke selv har kapital til patentansøgningsprocessen.

Voucheren er en ud af 16 initiativer i en handlingsplan, som Erhvervsministeriet lancerede i efteråret 2021.