I marts 2020 ændrede hverdagen sig for et utal af danskere.

Coronapandemien fik for alvor sit indtog og for rigtig mange betød det hjemsendelse. I nedlukningsperioden betalte staten op til 90 procent af lønnen for de ansatte, der blev sendt hjem, som ikke havde mulighed for at arbejde hjemmefra. Det kunne eksempelvis være folk i luftfartsbranchen.

Netop luftfartsbranchen har nemlig lidt et stort tab. Det skriver Finans.

I foråret sidste år blev 2.400 ansatte sendt hjem - men mange af dem vendte aldrig tilbage, da arbejdspladsen igen åbnede op.

Godt halvdelen af dem var nemlig ikke længere lønmodtagere eller en del af branchen mere. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tallene viser desuden, at 18 procent af dem, der var sendt hjem, endte med at finde et nyt job i en anden branche.

Det gjorde sig dog også gældende i flere andre brancher, hvor det var nogenlunde samme procentdel, der søgte mod nye udfordringer.

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik var 91 procent af de 113.000 danskere, der modtog lønkompensation 30. april 2020, dog tilbage på arbejde, da muligheden bød sig.

Det betyder, at ni procent altså havde forladt arbejdsmarkedet et år senere, hvoraf cirka hver tredje var ledige.

De resterende var enten påbegyndt uddannelse, på barsel, på pension eller opholder sig ikke længere i Danmark.

Andre læser også