Det indiske medicinalselskab Dr. Reddy's har lanceret en generisk version af Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic i Canada.

Det skriver Dr. Reddy's i en pressemeddelelse.

Novo Nordisk mistede sit patent på semaglutid, som er det aktive stof i både Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy, tidligere i år.

De canadiske sundhedsmyndigheder godkendte den generiske version fra Dr. Reddy's i slutningen af april.

Novo Nordisk skrev selv i sit regnskab for første kvartal, som blev offentliggjort 6. maj, at der endnu ikke var blevet lanceret generiske versioner af semaglutid i Canada. Den første version var dog godkendt, lød det.

Generisk medicin er lægemidler, som indeholder samme aktive stof som det originale produkt. Typisk sælges det til en billigere pris, når patentet på det originale produkt er udløbet.

I sit regnskab skrev Novo Nordisk også, at der i løbet af første kvartal var blevet lanceret generiske versioner af semaglutid i Indien, hvor patentet også er udløbet.

The New York Times har tidligere skrevet, at der også er generiske versioner på vej i Kina, Brasilien, Tyrkiet og Sydafrika.

/ritzau/