Engang var Fona Danmarks største radio- og tv-forhandler med en omsætning i millionklassen.
Siden gik det ned ad bakke for det hæderkronede selskab, der nu lægges endeligt i graven. Den nu tidligere direktør begræder selskabets endeligt.
»Det er forfærdelig trist, at det er endt sådan, men omstændighederne tilbage i 2016, hvor selskabet blev lukket, er aldrig blevet beskrevet rigtig. Og hvis der havde været vilje til det, så kunne man have reddet Fona,« siger den snart 90-årige Paul Kjær til B.T.
Tilbage i 1988 var han med ved bordet, da Fredgaard åbnede en række elektronikvarhuse, der hurtigt blev blandt de førende forhandlere af radio- og tv-produkter.

I 2001 købte Paul Kjær og resten af familien Kjær sig ind i Fona. Dermed blev selskabet efter fusionen af Fona og Fredgaard landets største elektronikkæde.
I årene efter fusionen gik det så godt, at familien Kjær scorede mere end 250 millioner kroner i udbytte fra 2006-2010. Det skriver Finans.
Men de gode tider blev ikke ved.
I løbet af 10'erne svigtede salget. Og i 2016 blev Fona dog endegyldigt lukket, da selskabet bag, MMP Invest af 1988, i en årrække havde store underskud.
I alt lukkede 46 Fona-butikker landet over, mens Elkjøp Nordic, selskabet bag Elgiganten, opkøbte og videreførte ti andre.

Nedgangen for hæderkronede Fona er der flere årsager til, hvis man spørger Paul Kjær
»Vi havde problemer med ikke at få tilstrækkeligt fat i nethandlen. Og det kostede,« siger Paul Kjær og uddyber:
»I mine øjne kunne selskabet dog være blevet reddet. Man havde et foretagende, der kunne have overlevet, hvis man havde rekonstrueret, og der havde været vilje fra bank og aktionærernes side. I en tilpasset form kunne Fona godt have været her i dag.«

Så sent som i marts måned i år lød planerne fra MMP Invest af 1988, der er blevet omdøbt til det ordrette Selskabet af 25. september 2019 ApS, på videre drift, men blot et halvt år senere er selskabet under afvikling.
Og det ærgrer Paul Kjær.
»Det er trist at se ens livsværk smuldre væk. Men man bliver nødt til at lægge det bag sig, ellers bliver man bare bitter. Jeg er tæt på de 90 år, og jeg har levet mit liv. Men derfor er det stadig trist,« siger Paul Kjær, der dog har minderne.
»Jeg var jo Fredgaard-mand. Og det var et ret stort øjeblik, da vi fusionerede med Fona og blev Danmarks største kæde. For mit vedkommende var Fredgaard højdepunktet,« forklarer Paul Kjær.
