Bjarne Corydon må erklære sig inhabil i visse sager i sin nye rolle som chefredaktør, mener Lisbeth Knudsen.

København. Når den tidligere socialdemokrat og finansminister Bjarne Corydon skifter de røde faner ud med lyserøde på avisen Børsen, skal han gøre sig umage for at kunne leve op til de journalistiske principper.

Det mener direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Lisbeth Knudsen.

Hun synes, den tidligere finansminister og konsulent for McKinsey er et spændende valg som ny direktør for Børsen.

Men Corydon skal også indtage rollen som chefredaktør for erhvervsmediet, og her kan der opstå udfordringer.

- Når det gælder chefredaktørrollen, så er han "ny i trafikken" og vil helt sikkert være udfordret af at skulle sætte sig ind i alt omkring redaktionelle diskussioner, journalistiske kriterier og politisk uafhængighed.

- Det tror jeg, bliver en svær omstilling for ham, når han har været toppolitiker og har siddet på den anden side af bordet, siger hun.

Som finansminister var Bjarne Corydon med til at beslutte, at det statslige energiselskab Dong skulle sælges til investeringsbanken Goldman Sachs.

Det er en af de sager, som han nu tager med sig i bagagen over på Børsen.

- Selv om det er nogle år siden, at han var finansminister, vil der være nogle ting, hvor historien kan ramme ham i nakken som chefredaktør. Hvor han bliver nødt til at indtage en rolle som inhabil, siger Knudsen.

Derfor vil hans skifte til den publicistiske branche også blive fulgt nøje.

- Hans lederskrivning vil blive læst med ekstra stor omhyggelighed af alle andre i mediebranchen for at se, hvordan den transformation sker, siger hun.

Lisbeth Knudsen vil dog ikke kun holde kritisk øje med Corydon. Hun håber også, at han kan bidrage med nye idéer til mediebranchen, der i årevis har været presset.

- Jeg synes, det er et spændende valg, og jeg synes, det er super interessant at følge, om han kan levere et andet blik på, hvad medierne skal gøre i den digitale transformation, siger hun.

/ritzau/