Aflysningerne tikker ind.

Som konsekvens af den stigende coronasmitte i landet har flere større virksomheder besluttet at aflyse årets julefrokost for medarbejderne.

En af de virksomheder det går ud over, er aarhusianske DeliDrop, der blandt andet leverer drikkevarer og snacks til julefrokoster, firmafrokoster og events.

De har fået én aflysning fra en større virksomhed, mens et andet firma er på vippen og overvejer, om de også skal droppe festen. Hos DeliDrop frygter de, at flere vælger at gøre det samme.

Inge Müller, der er medejer af DeliDrop fortæller, at aflysningerne har stor betydning for en lille virksomhed som deres, der har kæmpet for at holde sig oven vande, siden pandemien brød ud.

»Corona har sat vores udviklingsplaner otte-ni måneder tilbage. Nu er vi lige kommet op i tempo igen, men sker det samme i år, så mister vi igen momentum, og det er super kritisk,« siger hun til B.T.

De skulle ellers have leveret øl, drinks og snacks til en julefrokost, som en større virksomhed havde planlagt. I stedet kan de formentlig kigge ind i endnu en juletid, hvor de må sende pakker hjem til medarbejderne, der bliver inviteret til online hygge.

»Sidste år solgte vi en del af de her pakker, som bliver sendt hjem til folk. Hvis det er det, der skal til igen, så gør vi det og sætter fuld damp under pakkesalget igen,« siger Inge Müller, der understreger, at det ikke leverer samme omsætning for dem.

Sundhedsordførerne er blevet indkaldt til et møde hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) klokken 13 onsdag.

Det fremgår ikke af indkaldelsen, hvad der præcis skal diskuteres - udover den aktuelle coronasituation og mulige tiltag. Det erfarer B.T.

Ifølge B.T.s kilder er det dog forventningen blandt flere medlemmer i Epidemiudvalget, at regeringen vil foreslå nye restriktioner og anbefalinger.

Skulle der komme yderligere restriktioner, er Inge Müller og DeliDrop indstillede på at omstille sig endnu engang, selvom de ikke håber, det bliver en realitet.

»Da vi fik den første aflysning tænkte jeg bare, 'hold da op, er det her den fjerde bølge, skal vi til at have alle restriktionerne frem igen?'«

Men bliver det nødvendigt, er de klar til at udnytte erfaringer fra sidste år.