Et kun fireårigt selskab har tænkt sig at vende bunden i vejret på vores forståelse af lægemidler.

Det lille start up-firma Snipr Biome er ved at udvikle en afløser for en af lægevidenskabens største landvindinger: penicillinen.

Det skriver Finans.

Måden de vil gøre det på, er ved at bruge en veritabel ny landvinding. Det - ikke så alment kendte - CRISPR, der til tider bliver benævnt som ‘den genetiske schweizerkniv’.

CRISPR er et redskab til genmodificering og tillader at ‘klippe’ og ændre i DNA hos mennesker og dyr. ‘Schweizerkniven’ åbner for muligheden for bl.a. at kunne kurere sygdomme, det hidtil ikke har været muligt at kurere.

Men for Snipr Biome er det altså antibiotika, selskabet har kastet sig over i første omgang, og det er et projekt, som har fået et klækkeligt rygstød.

Siden 2015 har firmaet rejst 350 mio. kr. i kapital. 330 af de millioner blev tildelt i 2019, skriver Finans.

»Vi lavede selskabet i 2015, mest på idéen om at bruge CRISPR på bakterier. Hvis konceptet virkede, ville vi kunne lave en ny form for penicillin. Og det er lykkedes,« siger Christian Grøndahl, direktør og stifter af Snipr Biome, til Finans.