Niels B. Christiansen efterfølger Bali Padda som administrerende direktør hos legetøjskæmpen.

Danfoss' tidligere topchef, Niels B. Christiansen, bliver ny administrerende direktør i Lego Koncernen. Det oplyser selskabet på sin hjemmeside. 51-årige Christiansen afløser den ti år ældre Bali Padda, der nåede at være topchef for Lego i otte måneder.

Padda vil fremover varetage en rådgivende funktion hos Lego.

Til Financial Times udtaler Legos bestyrelsesformand, Jørgen Vig Knudstorp, at Bali Paddas korte ansættelse ikke skyldes en dårlig præstation. I stedet er man kommet frem til den erkendelse, at den 61-åriges fremskredne alder ville betyde, at han kun ville kunne bestride posten i en håndfolk år endnu, lyder det.

At han så hurtigt blev afløst, skal man ikke se som en ydmygelse, oplyser bestyrelsesformanden.

»Det er det ikke. Han har bestemt ikke skuffet os. Bali vidste, at jeg hurtigt ville kigge efter en afløser. Både Bali og jeg troede, det ville tage længere tid, da det ikke er så lige til. Det var bare virkelig heldigt, at vi relativt hurtigt fandt den rigtige person,« siger Jørgen Vig Knudstorp til Financial Times.

I en skriftlig kommentar kalder han, ifølge Ritzau, Niels B. Christiansen for en fantastisk leder, der har leveret enestående resultater i Danfoss.

»Han har forandret en traditionel industrivirksomhed til en ledende teknologivirksomhed,« udtaler Knudstorp.

»I bestyrelsen er vi sikre på, at Lego Koncernen med Niels som administrerende direktør vil fortsætte med at trives og nå flere børn i hele verden med legeoplevelser.«

Niels B. Christiansen forlod Danfoss i marts med begrundelsen, at han ville søge nye udfordringer.