Lego er ikke længere i top ti over verdens stærkeste brands.

Fra nummer syv til 41 på blot et år.

Sådan er det gået det seneste år for den danske legetøjsgigant Lego, når man ser på listen over de stærkeste brands i verden.

Det skriver Finans.dk, som har set nærmere på den seneste måling fra analyseselskabet Brand Finance.

Her måler man hvert år de globale varemærkers styrke og deres værdi.

Forklaringen skyldes ifølge Brand Finance, at Legos mange unge forbrugere har fået større fokus på bæredygtighed og plastikforurening.

»Legos image er særligt følsomt for sådanne ændringer i forventninger, netop fordi det bliver betragtet som et sundt og socialt ansvarligt brand, så der kan blive stillet højere forventninger til det end til andre,« siger Robert Haigh fra Brand Finance til Finans.dk.

Han understreger dog, at Lego stadig er et enormt stærkt brand, men at virksomheden bliver nødt til at handle, hvis den vil bevare sin position.

Legos pressetalsmand siger til mediet, at man er i fuld gang med at gøre produktionen mere bæredygtig.

Ifølge Finans.dk er Legos ambition, at al emballage i 2025 skal være bæredygtigt, og at Lego-klodsen skal være lavet af bæredygtig plast i 2030.