150 kilometer.

Så meget længere får de 740 ansatte på Legos amerikanske hovedkontor nord for New York på arbejde i fremtiden.

Finans.dk skriver, at den danske legetøjsgigant i 2026 flytter hovedkontoret fra byen Enfield i Connecticut til Boston i Massachusetts.

Begrundelsen er, at virksomheden på den måde efter eget udsagn får bedre adgang til de dygtigste medarbejdere.

»Boston er rangeret som en af de bedste byer i verden til at tiltrække og fastholde talent,« siger topchefen for Lego i USA, Skip Kodak, i en pressemeddelelse.

»Vi har spændende planer for den næste vækstfase og håber, at vi kan fastholde mange af vores nuværende team, samt tiltrække nye kolleger,« tilføjer han.

Lego tilbyder de nuværende 740 medarbejdere, der i dag arbejder i Enfield, at flytte med til Boston.

Takker de nej, får de økonomisk støtte og hjælp til at finde et nyt job, oplyser koncernen.

I alt har Lego 2.600 ansatte i USA.