Kun få måneder efter, at Lego-arving Thomas Kirk Kristiansen besluttede at lukke sit hestestutteri på Fyn, har han nu besluttet at lukke for endnu et milliondyrt hobbyprojekt.

Den hesteglade arving, der er søn af Danmarks rigeste mand, Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, har sammen med sin kone solgt parrets hesteejendom i Florida.

Det bekræfter Ulla Lundhus, der er kommunikationschef i familien Kirk Kristiansens investeringsselskab Kirkbi:

'Det er korrekt, at Thomas og Signe Kirk Kristiansen har solgt en ejendom i Wellington, Florida,' skriver hun i en mail til BT.

Ifølge det amerikanske ejendomsmæglermedie The Real Deal blev ejendommen solgt for 5,9 millioner dollar svarende til 36 millioner kroner.

Salget kommer kun fire måneder efter, at Thomas Kirk Kristiansen og hans kone Signe Kirk Kristiansen meddelte, at de lukkede deres hestestutteri Kirk Arabians i Martofte på Nordøstfyn. Det hesteinteresserede par har gennem 10 år avlet araber-heste, og Signe Kirk Kristiansen har deltaget i flere større stævner.

Gennem årene brugte de millioner på at opbygge det luksuriøse stutteri, der siden 2012 har givet et samlet underskud på mere end 80 millioner kroner.

Trods stutteriophøret vil parret dog ikke helt stoppe med deres hestehold:

'De vil fortsat have enkelte heste, og Signe Kirk Kristiansen vil fortsat ride konkurrencer i Danmark,' oplyser Ulla Lundhus.

Vælger parret at blive boende ved Kerteminde, vil de da også have rig mulighed for at få hestene opstaldet i nærheden. Det er nemlig Lego-arvingens ligeså hesteglade far, Kjeld Kirk Kristiansen, der har overtaget stutteriet på Fyn, der er blevet lagt ind under faderens eget stutteri, der holder til på ejendommen Scheelenborg Gods.

Det har ikke været muligt for BT at få en begrundelse for, hvorfor parret har valgt at sælge hesteejendommen i Florida, hvor Signe Kirk Kristiansen har opholdt sig sammen med sin tophest vinteren over. I forbindelse med lukningen af stutteriet på Fyn oplyste parret dog, at det skyldes omprioriteringer i deres liv.

'Beslutningen om at lukke stutteriet skyldes, at vi gerne vil kunne bruge mere tid på andre områder. Thomas har de senere år haft sit primære fokus på familiens andre virksomheder, og jeg vil gerne fokusere mere på fondsarbejde og diverse andre bestyrelsesposter,' udtalte Signe Kirk Kristiansen dengang i en pressemeddelelse.

Thomas Kirk Kristiansen har de senere år fået en mere aktiv rolle i Lego, efter at han i 2016 overtog posterne som henholdsvis næstformand i Lego A/S samt som formand for Lego-fonden efter sin far.

Forfatter Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om Lego-familien, vurderer, at Thomas Kirk Kristiansens nye rolle sandsynligvis har en betydning for fravalget af hesteejendommene:

»Jeg tolker det som, at han har besluttet at koncentrere sig mere om fremtiden, hvor han skal tage mere og mere over efter sin far. Og det (at blive det næste familieoverhoved, red.) er ikke foreneligt med at bruge meget tid på at have en ranch med hesteavl i USA. Det passer ikke til det, der er hans fremtid,« siger Søren Jakobsen.

Familien Kirk Kristiansen var sidste år placeret øverst på Berlingskes liste over Danmarks rigeste med en formue vurderet til 155,4 milliarder kroner.