Lego-arvingen Agnete Kirk Thinggaard har for femte år i træk måttet indkassere et stort underskud på sit hobbyprojekt, stutteriet Julianelyst Gods nordvest for Horsens.

Knap 18 millioner kroner. Sådan lyder underskuddet efter skat i det seneste og netop offentliggjorte regnskab for Lego-arvingens stutteri. Agnete Kirk Thinggaard er yngste datter af Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen og har ligesom sin far en stor passion for heste. Hun har de seneste år genoptaget dressursporten og satser benhårdt på at komme helt til tops på verdensplan.

Og det kan også ses i regnskabet. Værdien af stutteriets heste er nemlig noteret for en klækkelig stigning på over 30 millioner kroner, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at Agnete Kirk Thinggaard det seneste år har foretaget nogle større investeringer i heste.

I begyndelsen af 2017 købte hun blandt andet den dengang 12-årige hoppe Atterupgaards Orthilia, der var med til at vinde OL-holdsølv i Rio. Prisen på hesten er ikke blevet offentliggjort, men det er ikke ualmindeligt, at heste af den kaliber bliver handlet for omkring 20 millioner kroner eller mere.

Ifølge tidligere journalist og forfatter Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om Lego-familiens virksomheder, bekymrer det store underskud næppe den danske dressurrytter.

»Hun vil aldrig komme ud af underskuddet på den måde, som godset drives. Det er jo en lysteejendom. Men hun har den store fordel, at hun har råd til at betale,« siger han.

Agnete Kirk Kristiansen repræsenterede Danmark ved OL i 2016.  
Agnete Kirk Kristiansen repræsenterede Danmark ved OL i 2016.   Foto: TONY GENTILE
Vis mere

Underskuddet er da også langt fra det første af slagsen. Faktisk er det femte år i træk, at der er røde tal på bundlinjen hos Julianelyst gods. Underskuddet toppede i 2013, hvor godset gennemgik en større renovering, hvilket sendte regnskabet i et ekstremt minus på knap 300 millioner kroner. Samlet er underskuddet på de fem år et stykke over 400 millioner kroner. De andre år har underskuddene været noget med mindre, og sidste års underskud på 17 millioner kroner er det hidtil mindste.

Ifølge Ulla Lundhus, der er kommunikationschef i Kirk Kristiansen-familiens holdingselskab Kirkbi, så skyldes underskuddet i 2017 primært 'nedskrivning af heste'.

»Julianelyst har tre forretningsområder – landbrug, stutteri og skovdrift. Målet for virksomheden er fortsat at skabe gode resultater af høj kvalitet inden for alle tre områder« oplyser hun per mail til BT.

Søren Jakobsen tror dog ikke på, at driften af Julianelyst Gods ender med at blive den store indbringende forretning:

»Den slags ejendomme er dømt til at give underskud. Hvis det ikke er meget rige mennesker, der køber dem, så ender de med at gå fallit. Du skal have en rigtig stor formue – den må gerne være over en milliard. Det er en ren hobby virksomhed,« siger han. Samme konklusion er ejerne og ledelsen af godset tilsyneladende også kommet til idet de i ledelsesberetningen skriver:

»Der er usikkerhed knyttet til måling af værdien af selskabets grunde og bygninger i forbindelse med nedskrivning af materielle anlægsaktiver, idet ejendommen samlet set må betragtes som liebhaveri med en begrænset mængde købere. »

Agnete Kirk Kristiansen behøver dog ikke at frygte for hverken formuen – eller sure miner fra sin far. Lego-familien er Danmarks rigeste og Berlingske Business vurderede sidste år deres formue til at være på over 155 milliarder kroner. Desuden er Kjeld Kirk Kristiansen selv kendt for at bruge løs af formuen på blandt andet heste. Sidste år lød underskuddet på hans ene stutteri - stutteriet Blue Hors i Randbøl – på hele 37 millioner kroner.

»Det er kun nogle ganske få – som dressurrytteren Andreas Helgstrand - der kan lave en forretning ud af heste. Men det her er ikke forretning. Det er hobby, sport og prestige,« siger Søren Jakobsen.

Julianelyst Gods ved Østbirk drives af Agnete Kirk Thinggaard og hendes mand, Claus Thinggaard. Selv om Claus Thinggaard er berider og ligesom Agnete er en dygtigt rytter, så bruger han tiden på at passe godset, mens han kone dyrker ridekarrieren.
Julianelyst Gods ved Østbirk drives af Agnete Kirk Thinggaard og hendes mand, Claus Thinggaard. Selv om Claus Thinggaard er berider og ligesom Agnete er en dygtigt rytter, så bruger han tiden på at passe godset, mens han kone dyrker ridekarrieren. Foto: Claus Fisker
Vis mere