Krut's Karport er en legendarisk café, som ligger på Østerbro, men snart er den blot en del af hovedstadens historie.

Stedet, der har haft åbent siden 1984, har nu meldt ud, at juni 2019 bliver den sidste måned, man kan nyde godt af caféens store whisky-udbud.

»Vi kæmper med en ret høj husleje, og så føler jeg også, at jeg har gjort mit nu. Der skal komme nogen, der er yngre end mig, og som magter at stå her i 70 timer om ugen,« siger ejer Peter Kjær til Politiken og uddyber:

»Selv om jeg elsker Krut's Karport og alle mine gæster, så har jeg også en lille dreng på fem år, som jeg gerne vil se noget mere til.«

Caféen blev startet dengang, hvor hovedstaden ikke bød på mange af den slags steder. Og slet ikke i brokvartererne.

Krut's Karport var en af de første caféer, som dukkede op på Østerbro.

Stedet er foruden sin whisky-samling, afslappede stemning og chili con carne kendt for at have haft den prominente gæst Michael Strunge som fast gæst.

Han har sågar læst nogle af sine digte op i Krut's Karport.

Peter Kjær, der ejer stedet nu, har lagt en besked ud på caféens Facebook-side, hvor han offentliggør den triste nyhed og takker gæsterne. Folk er kede af det i deres beskeder på Facebook, men ejeren fortæller også til avisen, at han på caféen har mødt stamgæster, der har grædt over nyheden.

Han inviterer nu i Facebook-videoen til en sidste festlig aften lørdag 29. juni, hvor man kan købe flasker til spotpris.

»Jeg håber, vi ser jer, og ellers vil jeg sige tusind tak for al jeres support igennem årene. Tak skal I have,« siger Kjær.

Krut's Karport blev oprindeligt startet af Henrik Kruszynski, som havde kælenavnet Krut. Få troede på, at stedet ville kunne klare sig, da det blev placeret uden for Københavns volde. Øster Farimagsgade 12, hvor Kruts ligger, har fået nye ejere, som vil skifte navn og koncept ud.