Lyt til artiklen

Warren Buffetts tryk på handelsknapperne plejer at skabe ekko verden over, og nu har den legendariske investors selskab haft pengepungen fremme og øget sine investeringer i et computerspilselskab.

Det skriver Insider.

Det er aktier i Activision Blizzard, der er røget i indkøbskurven hos Buffets investeringsselskab ved navn Berkshire Hathaway.

Konkret ejer milliardærens selskab nu 8,7 pct. af alle aktierne i Activision Blizzard, og den aktieportion er aktuelt 5,5 mia. dollar værd, viser data fra Bloomberg. Beløbet svarer til omtrent 40 mia. kr.

Spilgiganten står bag det populære skydespil Call of Duty, ligesom også guitarspillet Guitar Hero er at finde på cv'et.

Berkshire Hathaway har mandag fremlagt en rapport over deres investeringer i årets andet kvartal. Udover den større tiltro til Activision Blizzard, så har Buffett også købt op i Occidental Petroleum, Chevron og Apple.

På den anden side har Berkshire Hathaway kvittet sine aktier i teleoperatøren Verizon Communications.

92-årige Warren Buffett er verdens 6. rigeste mand med en formue på 100,3 mia. dollar.

Denne artikel er fra Euroinvestor.