Mange danskere husker sikkert en tur i Cirkus Benneweis. Men den tid med elefanter og klovne i et stort telt er definitivt forbi. Det oplyser Benneweis-familiens rådgiver efter endnu et trist regnskab.

Det hjalp ellers på økonomien, at Cirkus Benneweis for et års tid siden solgte deres telt og andet udstyr samtidig med, at ejerne nedlagde cirkusaktiverne på ubestemt tid, mens de overvejede et nyt koncept.

Men selv om tallene ikke længere er blodrøde på bundlinjen, og fortjenesten på de solgte aktiver har ført til et overskud på 531.000 kroner i regnskabsåret 2016/2017, hvilket er en del bedre end underskuddet  året før på over 1,3 millioner kroner, så er økonomien fortsat langt fra god i det legendariske cirkus. Der kæmpes stadig med en negativ egenkapital på 1,7 millioner kroner.

Det viser det seneste regnskab, som netop er blevet offentliggjort, hvor giver ledelsen da også selv udtryk for sin bekymring:

’Ledelsen anser årets resultat for mindre tilfredsstillende’, står der i årsregnskabet for CB Holding Hulerødgaard ApS, som er selskabet, der står bag cirkusdriften.

Benneweis' rådgiver Uffe Gad Jørgensen bekræfter overfor BT, at fremtiden fortsat er uvis for Cirkus Benneweis, der ligesom i 2016 og 2017 heller ikke vil lave opvisninger i 2018.

»Aktiviteterne ligger fortsat stille i øjeblikket, og der arbejdes fortsat på at udvikle et nyt koncept,« siger rådgiveren, der også har en trist melding til de danskere, der drømmer om en tur i cirkus Benneweis som det var i gamle dage. For det kommer ikke til at ske.

Mange danskere har været en tur i Cirkus Benneweis. Således også kongefamilien. Her ses en ung kronprins Frederik, da han i Graasten fik en tur på en af cirkuselefanterne. Det er Eli Benneweis, der står ved elefanten.
Mange danskere har været en tur i Cirkus Benneweis. Således også kongefamilien. Her ses en ung kronprins Frederik, da han i Graasten fik en tur på en af cirkuselefanterne. Det er Eli Benneweis, der står ved elefanten. Foto: Egen Engmann
Vis mere

»Det traditionelle cirkuskoncept kommer ikke op at stå mere. Det er tiden løbet fra,« siger Uffe Gad Jørgensen, der dog forsikrer, at familien fortsat arbejder på at få Benneweis op at stå igen – bare i en anden form.

Kommer man til at kunne gå en tur i cirkus Benneweis i 2019?

»Man kan altid håbe, og der arbejdes på det, men der bliver ikke givet nogen garantier,« siger rådgiveren, der også fortsat modtager henvendelser fra håbefulde danskere, der gerne vil købe billetter.

Cirkus Benneweis blev grundlagt tilbage i 1887. I de første år bestod cirkussets dyrebestand af kun to heste, nogle geder, hunde, duer og høns. I 1936 fik cirkusset et nyt telt, og så tog cirkuseventyret fart.

Blandt de mest kendte personer fra cirkusfamilien var Eli Benneweis, der under anden verdenskrig rejste rundt sammen med sin kone, der optrådte som akrobat. Senere hen overtog deres datter Diana det kendte cirkus.

Det er efterhånden flere år siden, at man har kunnet stå i kø for at købe billetter til cirkus Benneweis. Dette billede er fra 2014.  
Det er efterhånden flere år siden, at man har kunnet stå i kø for at købe billetter til cirkus Benneweis. Dette billede er fra 2014.   Foto: Richard Sylvestersen
Vis mere

I 2015 nedlagde Cirkus Benneweis dog alle sine aktiviteter efter to underskudsgivende år. Samtidig overtog Diana Benneweis' datter og søn, tvillinger Dawid og Nadia Benneweis, cirkusset. Det er også dem, der var med til at beslutte at nedlægge forestillingerne og holde pause på ubestemt tid og få økonomien på fode igen.