Lavpriskæden Kortdato har netop fejret et års fødselsdag.

Men kæden har allerede nu sat gang i yderligere ekspansionen. 

Blandt andet skal konceptet udvides ud over Fyns grænser, hvor der lige nu er åbnet tre butikker. 

»Vi åbner højst sandsynligt i Jylland efter sommerferien,« siger Michael Egeberg, der er direktør i Kortdato til RetailNews.

Samtidig overtager Egeberg det fulde ejerskab af kæden. 

Det var ham, der åbnede den første Kortdato-butik 19. juni sidste år med erfaringer fra et lignende koncept som grænsebutik i Tyskland.

Lavpriskonceptet Kortdato sælger, som navnet indikerer, varer, der er tæt på – eller som lige har overskredet deres »bedst før«-dato, skriver RetailNews.

Det er også varer, der bliver frasorteret – det kan eksempelvis være på grund af beskadiget emballage eller overskudsproduktion.

Egebergs tidligere kollega Steen Jonassen, en af medstifterne af det tyske grænsekoncept Spot Discount, har indtil nu været medejer af virksomheden. 

Men fremover vil de to partnere altså fokusere på hver deres butikker.