Det velkendte auktionshus Lauritz.com skal have ny person i front.
Det sker på baggrund af en tilbagetrædelse af den nuværende direktør, Carsten Rysgaard. Han har kun nået at være et år på posten.
Det skriver mediet Ejendomswatch.
Carsten Rysgaard, der har en fortid som direktør i ejendomsmæglerfirmaet EDC, har således kun til udgangen af januar tilbage på sin direktørpost.
Lauritz.com er blandt andet kendt fra tv, hvor Bengt Sundstrøm, der er bestyrelsesformand og hovedaktionær og hans hustru, Mette Rode Sundstrøm, fremgår som hovedfigurer i den daglige drift af firmaet.
Det er dog ikke første gang, at Lauritz.com har vakt opsigt, når det gælder ansættelse af direktører.
For Mette Rode Sundstrøm var i 2017 direktør, indtil svenske Erik Norberg kom ind i billedet, da han blev betegnet som den rette mand til jobbet. Han forlod dog stillingen blandt andet på grund af uenighed om ledelsen efter blot tre måneder på jobbet.

Herefter stod firmaet i 750 dage uden en direktør, før Carsten Rysgard tiltrådte og senere hen meddelte sin afgang, men nu har man fundet et velkendt ansigt som Carsten Rysgaards afløser.
Ifølge Bent Sundstrøm bliver det igen Mette Rode Sundstrøm, der skal være administrerende direktør i firmaet.
»Mette har lang erfaring og et stærkt netværk inden for den internationale auktionsscene. Hun har en stærk strategisk sans, en veludviklet kommerciel tilgang og gode ledelsesevner,« lyder det fra Bengt Sundstrøm i en pressemeddelelse.
Hun har dog ikke helt egenbeføjelse. For efter, at firmaets tegningsregler blev ændret, så der ikke længere kan tegnes af to direktører, men man skal have Bengt Sundstrøms underskrift på de større beslutninger i firmaet.
Lauritz.com tabte i 2020's første ni måneder 19 millioner kroner ud af en omsætning på 143 millioner kroner.


