Lars Seier Christensen har næse for forretning.

Det vidner forretningsimperiet og formuen om, og derfor kommer det næppe som den helt store overraskelse, at han igen har ramt bulls eye.

Spring Copenhagen har nemlig 12-doblet sit overskud det seneste år, skriver Finans. En virksomhed, der producerer og sælger accessories til køkken, stue og diverse møbler, og som Lars Seier Christensen lagde sine penge i tilbage i 2019.

Det gjorde han i forbindelse med TV 2-programmet 'Vejen til Seier', hvor mere end 700 virksomheder kæmpede om at få en bid af Lars Seiers kage i form af en investering.

Her to år senere har Spring Copenhagen kurs mod stjernerne.

Med en næsten tredoblet omsætning, der røg op på 38,2 millioner, var et bedre resultat på bundlinjen næsten givet.

Sidste år viste regnskabet et overskud på en halv million kroner, og i år er det hævet gevaldigt til seks millioner kroner.

»Det er ganske tilfredsstillende med en vækst af den kaliber på så kort tid. Med planerne for international ekspansion, der ligger i kortene, skal Spring Copenhagen for alvor vise, hvad de er gjort af,« siger Lars Seier til Finans.

Milliardæren har sammen med grundlæggerne Peter Sørensen og Claus Nielsen lagt visioner for en udenlandsk ekspansion, der skal starte i nabolandene. Og med det forventes en tilsvarende stigning i omsætningen.