Der ventes kun plads til venner, familie og forretningsforbindelser i kirken til Lars Larsens bisættelse.

Når erhvervsmanden Lars Larsen torsdag klokken 14 bisættes fra Sejs-Svejbæk Kirke ved Silkeborg, vil der i kirken kun være plads til folk, der kendte ham.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Det har været meldt ud, at alle er velkommen til begravelsen, men man skal ikke forvente plads i kirken, der er forbeholdt Lars Larsens familie, venner og forretningsforbindelser.

Bedemand Gert Kristoffersen fra Resenbro Begravelsesforretning havde tidligere luftet muligheden for, at der kunne komme højttalere op uden for kirken, så interesserede kunne følge bisættelsen.

Men det kommer til at forløbe som en helt almindelig bisættelse uden højttalere. Det fortæller sognepræst Marie Ginnerup Vestergaard.

- Og så håber jeg, at folk har den pli og moral, der skal til. At man respekterer, at familien er i sorg, og at man respekterer ligvognen, når den kører fra kirken, siger Marie Ginnerup Vestergaard til Midtjyllands Avis.

- At man eksempelvis viser den sidste respekt ved at holde tilbage i bil, og hvis man kommer på cykel, må man også gerne standse, siger hun.

Der er plads til omkring 180 mennesker i kirken. Marie Ginnerup Vestergaard har ikke nogen fornemmelse af, hvor mange mennesker der møder frem til bisættelsen.

Efter ceremonien i kirken vil familie og forretningsforbindelser mødes på Jysks hovedkontor i Brabrand.

Lars Larsen døde mandag morgen, 71 år gammel. Han havde i flere måneder været syg af leverkræft.

Lars Larsen efterlader sig sin kone, Kristine, to børn og fire børnebørn.

Sønnen Jacob Brunsborg har overtaget posten som bestyrelsesformand i Jysk, som Lars Larsen stiftede i 1979.

/ritzau/