Som forbruger kan det ofte være svært at overskue, hvilke rettigheder man har, når man har modtaget en mangelfuld vare.

Og mangelfulde varer og lange behandlingstider har Elgiganten tilsyneladende mange af for tiden.

Som forbruger har du dog altid ret til reklamere over den vare, du mener, der er noget galt med, og så skal den erhvervsdrivende ordne det inden for 'rimelig tid'.

Du har som forbruger følgende beføjelser, hvis den købte vare er mangelfuld:

  • Afhjælpning (Det er ofte en reparation)
  • Ombytning/omlevering
  • Afslag i prisen
  • Ophæve købet

Den erhvervsdrivende har dog også sine rettigheder. Derfor har eksempelvis Elgiganten ret til at vælge, at de gerne vil afhjælpe fejlen eller ombytte varen frem for at ophæve købet.

»Forbrugeren skal som udgangspunkt altid reklamere over for den erhvervsdrivende. Det skal man, fordi den erhvervsdrivende har ret til og skal have muligheden for at fikse deres eventuelle fejl,« siger Thomas Ryborg, der er områdechef for områdeforbruger og erhvervsforbruger i Nævnenes Hus og fortsætter:

»Den erhvervsdrivende kan inden for ‘rimelig tid’ så hjælpe med at reparere varen, og hvis den erhvervsdrivende ikke kan gøre det inden for ‘rimelig tid’, så kan forbrugeren sige, at han/hun gerne vil vælge en af de andre muligheder.«

‘Rimelig tid’ er dog et ret abstrakt ord i det her tilfælde – for ‘rimelig tid’ afhænger meget af den konkrete situation. Der står eksempelvis intet om i købeloven, hvad ‘rimelig tid’ er.

»Det er altid en konkret afvejning af varen – hvilke omstændigheder er der til stede, og hvad er det for en situation? Det er faktisk meget op til fortolkning,« siger han.

Hvis den erhvervsdrivende stædigt holder fast i, at det ikke er deres fejl, kan du som forbruger klage til Forbrugerklagenævnet, som derefter vil træffe afgørelse i sagen. Det koster dig dog som udgangspunkt 900 kroner i klagegebyr at oprette en sagen.

Værd at vide inden du som forbruger skal klage:

  • Prisen for varen eller tjenesteydelsen, du vil klage over, skal som udgangspunkt være mindst 1.050 kroner og højst 100.000 kroner.
  • For klager over tøj og sko skal prisen som udgangspunkt mindst være 680 kroner.

Når din klage er gået igennem, vil der blive tilknyttet en sagkyndig til sagen, som kommer til at kigge på hele forløbet, varens eventuelle fejl og behandlingstid.

»Det, som den sagkyndige kommer frem til, er ofte også der, vi finder ud af, hvilken konsekvens det får. Altså, får forbrugeren medhold eller har den erhvervsdrivende nok beviser for, at det ikke er deres fejl,« siger områdechefen.

Vinder du sagen, vil det være den erhvervsdrivende, der skal betale for sagens omkostninger.