Mange danskere er blevet i landet denne sommer, efter coronaen har forvoldt store problemer verden over.

Og når vejret så også er til denne kolde side, er der mere travlt på de danske museer. Så travlt, at Sønderborg Slot har bedt deres gæster om at udskyde deres besøg.

'Sønderborg Slot oplever i denne tid en massiv tilstrømning af besøgende, hvilket vi kun er glade for. Dog har slottet kun en vis kapacitet, der skal sikre en god oplevelse samt trygge rammer med god plads. ​Vi må derfor appellere til, hvis I kan, at udskyde jeres besøg til næste uge,' lyder det i et opslag, som Museum Sønderjylland har lagt på slottets Facebook-side.

Selv om man skulle mene, det var naturstridigt at melde ud, at kunderne skal overveje deres besøg, så fortæller pr-markedsføringskoordinator Ida Borchersen Hansen, at resultatet er mere end betryggende.

Sønderborg Slot havde allerede en halv time inden åbningen en lang kø af ventende gæster.
Sønderborg Slot havde allerede en halv time inden åbningen en lang kø af ventende gæster. Foto: Foto: Museum Sønderjylland
Vis mere

»Vi havde rigtig lang kø foran slottet allerede onsdag morgen, dagen efter vi havde bedt om at sprede deres besøg ud,« siger hun.

Hun understreger, at slottet meget gerne vil have, at turisterne kommer og besøger dem, når de er der. Det er en anden målgruppe, man opfordrer til at overveje at vente med deres besøg.

»For eksempel kan de, der bor i lokalområdet, overveje, om de ikke kan komme og se slottet en anden dag.«

Hun understreger, at udmeldingen kommer med et ønske om, at gæsterne skal kunne bevæge sig rundt på slottet og følge sig trygge i forhold til de sundhedsmæssige foranstaltninger.

Derudover håber man også, at man ved at rykke nogle besøg til næste uge kan sikre, at alle får en god oplevelse.

»Vi har ikke fået klager endnu, men vi prøver at sørge for at sikre alle en god oplevelse.«

Ida Borchersen Hansen fortæller, at de har været nødt til at lukke indgangen til slottet i en halv time, hvor der først blev lukket flere ind, når nogen gik.

Sønderborg Slot hører under Museum Sønderjylland, og alle museer herunder oplever mange gæster. Indtil videre er det dog kun slottet, som bliver nødt til at bede gæster om at vente.