Kop & Kande vil i fremtiden tælle 103 butikker og dermed være landets næststørste isenkræmmerkæde efter Imerco.

Det skyldes, at den fynske erhvervsmand Niels Thorborg opgiver detailkæden Værsgo, som myndighederne krævede, han skulle drive i to år. Det skriver Finans.dk.

Kæden med navnet Værsgo blev etableret, efter at Niels Thorborg i 2016 ønskede at sælge sin Inspiration-kæde til Imerco.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen greb dog efter et års behandling af opkøbet ind og krævede, at Thorborg etablerede en ny kæde.

Det var betingelsen for, at han kunne afhænde 25 af sine 45 Inspiration-butikker til Imerco.

De to år er nu gået. Det betyder, at 11 af kædens butikker overgår til konkurrenten Kop & Kande, mens 12 butikker  lukkes til januar.

Både Peter Rønn, adm. direktør i Kop & Kande og Søren Ibsen, adm. direktør for Værsgo, fastslår, at markedet er præget af hård konkurrence med mange udbydere i detailleddet og fra en voksende onlinehandel. Derfor lukkes de 12 butikker, som ligger i byer, hvor Kop & Kande allerede er.

»Vi havde selvfølgelig håbet at kunne bevare alle butikkerne, men det lykkes ikke bl.a. i kraft af konkurrencesituationen og dårlig driftsøkonomi,« siger Søren Ibsen.