Lalandia i Rødby forbereder sig til den kommende sæson med at invitere til en jobdag 29. januar.

Og det er ikke så få nye medarbejdere, feriecenteret skal have.

Lalandia søger i alt 140 medarbejdere til en masse forskellige opgaver og stillinger i den kommende sæson. Det skriver TV 2 Øst.

Uanset hvem du er, hvor gammel du er, og hvor mange timer du kan arbejde om ugen, kan Lalandia have et job til dig.

»Vi er på jagt efter både unge, voksne og seniorer og kan tilbyde både fuldtid, deltid og varierende timetal,« ​siger Karsten Juhl, som er centerdirektør i Lalandia i Rødby, i en pressemeddelelse.

»Det vigtigste er, at man har et glimt i øjet og har lyst til at modtage vores gæster med smil og hjælpsomhed i øjenhøjde,« tilføjer han.

Lalandia regner med, at halvdelen af de nye stillinger vil blive besat af unge under 18 år.

De øvrige stillinger er rettet mod voksne og seniorer.

Feriecenteret jagter både faglærte og ufaglærte til blandt andet restauranter, servicecenteret, rengøring og – naturligvis, fristes man til at sige – det berømte vandland.

Kunne det være noget for dig, skal du tilmelde dig jobdagen på Lalandias hjemmeside.

Seancen finder sted i Digehuset hos Lalandia 29. januar mellem klokken 11 og klokken 15.