Der bliver stadig færre Telenor-kunder at ringe til i Danmark. Selskabet sparer dog i takt med kundefrafaldet.

Igen i andet kvartal blev listen over Telenors kunder i Danmark kortere. I selskabets halvårsregnskab kan man læse, at blandt andet 12.000 mobilkunder har forladt selskabet i april, maj og juni.

Dermed fortsætter et frafald af kunder i Danmark for den skandinaviske telekoncern.

Telenors direktør i Danmark, Jesper Hansen, peger på, at frafaldet er gået ned i tempo.

Er du en af de kunder, der er skiftet væk fra Telenor? Kontakt B.T. på 1929@bt.dk

I årets første tre måneder mistede Telenor 36.000 mobilkunder og sammenlignet med for et år siden, er der blevet 106.000 færre mobilkunder.

- Jeg hæfter mig ved den fortsatte fremgang i vores indtjening og den begyndende stabilisering af vores kundebase, siger Jesper Hansen i en meddelelse i forbindelse med regnskabet.

Samtidig med kundefrafaldet forsøger Telenor at skrue ned for udgifterne, så forretningen fortsat kører rundt.

Det er lykkedes, og indtjeningen før renter, skat og afskrivninger, er det første halvår en lille smule højere end året før.

/ritzau/