»Det var den jul, der lige blev ødelagt«.

Sådan skriver en vred kunde på Elgigantens Facebook-side, og han er langt fra den eneste, som er vred på den danske elektronik-kæde.

Det vælter ind med vrede kommentarer, som alle har samme klage:

De har forudbestilt en Playstation 5 og fået lovning om, at den bliver leveret på premieredagen 19. november. Men fredag morgen har de fået en SMS om, at leveringen er blevet udskudt helt til 5. januar.

»Nu må i da godt nok til at tage jer sammen! Først bliver min X-box forsinket og nu min PS5. Hvad sker der i jeres bagland? Har aldrig oplevet noget lignende,« skriver en vred kunde.

Efterspørgslen på den kommende Playstation 5 er rekordhøj i hele verden, men der kommer i første omgang et begrænset parti konsoller til hvert land.

Dermed har alle ikke garanti for at få fingrene i en med det samme, og i Danmark har det fået de mest ivrige til at forudbestille en hos Elgiganten eller andre førende forhandlere.

Skuffelsen over at det nu måske ikke sker er til at tage og føle på.

Her ses et af mange sure opslag på Elgigantens Facebook-profil.
Her ses et af mange sure opslag på Elgigantens Facebook-profil.
Vis mere

Udover de harmdirrende kommentarer på Facebook tager Elgiganten lige nu en del tæsk på Trustpilot, hvor det vælter ind med etstjernede anmeldelser og sure kommentarer.

Elgiganten erkender over for B.T., at der er sendt en SMS rundt til kunder, der har forudbestilt, om, at leveringen først sker til januar. Men siger, at SMS'en er sendt ud ved en fejltagelse.

De vil ikke stille op til interview, men Elgigantens kommunikationsansvarlige, Ditte Opstrup, skriver i en SMS til B.T.:

»Vores IT-system har desværre ved en fejl varslet alle kunder, der har forudbestilt en Playstation 5 om, at den ikke kommer til tiden og først kommer til januar. Dette er ikke korrekt og er desværre en systemfejl.«

Dermed skulle julen være reddet for de kunder, som ikke kan nyde klejner og and uden at spille Spiderman 2 i ultra HD.